© 2018 by Poher inc.

Af Catherine Poher , SPEKTAKEL og Det Postomdelte, nov. 2003.

GIV OS LOV TIL AT YDE VORES YPERSTE!

Appel til det nye Kunstråd. Teatret lever, men teaterkunsten har det skidt.

Med pomp og pragt blev scenekunstnerne hyldet på Det Kongelige Teater i foråret ved den årlige Reumertfest. Begivenheden var et bevis på, at området stadig er levende og engageret.

Men når festen er overstået, projektørerne slukket og rådhusklokkerne har slået sit tolvte slag, vender kunstnerne, ligesom Askepot, tilbage til hverdagens realiteter. I den virkelige verden er jeg faktisk ilde til mode og frustreret over, at der er så langt imellem perlerne, så langt imellem de teateroplevelser, der rykker, som beriger, forløser eller påvirker mig eksistentielt. Hvordan kan det være? Problemet er jo ikke manglen på gode skuespillere, instruktører, scenografer, lysdesignere, teknikere etc. Men hvad er det så?

Jeg kan konstatere, at der spilles mange forudsigelige forestillinger på de danske teatre. Der produceres for meget, og eksperimenteres og forskes for lidt inden for teaterkunstens verden i Danmark.

Forklaringen kan ligge i de vilkår, som teaterkunsten har i Danmark. Og de kan, tror jeg, ændres, uden at det behøver koste de store penge. Det handler først og fremmest om strukturer og nye måder at tænke kunststøtte på.

 

Lad os se på de etablerede teatre. Som det er nu, bliver de nødt til at producere mange forestillinger om året for at kunne fylde deres sale. Det er en meget dyr praksis. Hver enkelt produktion koster mange penge. Samtidig er det også en farlig praksis, hvor teatrene let drives ud i kassetænkning. De kan være tilbøjelige til kun at vælge forestillinger, der lokker publikum og umiddelbart giver fulde huse, som for eksempel musicals, traditionelle familieforestillinger eller klassikere med kendte skuespillere fra fjernsyn eller film i hovedrollerne. Der er ikke noget i vejen med disse teatergenrer, der er ikke noget i vejen med at give publikum, hvad de vil have for at få billetindtægter og dækket udgifter. Men der er noget i vejen med, at den type forestillinger ikke har et modspil. For mig betyder det grundlæggende: at man har indskrænket sig til ren forretning og forhåbentlig godt håndværk. Og det kommer der sjældent store teateroplevelser ud af.

 

De vigtige banebrydende teaterfolk som Pina Bausch, Robert Wilson, Howard Barker, Patrice Chereau og mange andre store udenlandske teaterfolk nøjes heldigvis ikke med at ville fylde deres sale og lave godt håndværk. Nej, de har faktisk tålt foragt, buhende publikum, tomme sale og er alligevel fortsat ad deres kreative vej. De har haft politisk og økonomisk støtte i ryggen, fordi nogle få magtfulde teaterdirektører eller/og visionære politikere troede på dem. Og først efter flere års ørkenvandring har de opnået både kunstneriske, og siden også kommercielle og internationale succeser.

 

Hvis de etablerede scener i Danmark virkelig satsede på at udvikle teatret, kunne de f.eks. ansætte spændende scenekunstnere, som kunne få frie hænder i to til fire år til at præge stedet og udvikle deres teatralske udtryk med de kollegaer, han eller hun ønsker at samarbejde med. Det drejer sig om at skabe en vision, et klart valg om hvorfor og hvordan man laver teater og derefter tilpasse de administrative og organisatoriske områder hertil. Tænk hvis tre til fire af de etablerede scener, geografisk fordelt i landet, fik den mulighed? Samtidig skulle teatrene producere færre forestillinger om året, og hullerne i repertoireplanen kunne udfyldes ved at udveksle de bedste produktioner med de andre etablerede teatre rundt omkring i landet, så skatteyderne/publikum alligevel får forestillinger for deres penge. Man kunne også invitere udenlandske gæstespil og de bedste forestillinger fra gruppeteatrene.

 

Når man ser på de driftsstøttede gruppeteatre, hvis hele eksistens bygger på at turnere, er de fanget i et tilsvarende dilemma. For at blive ved med at få støtte, skal de helst producere en forestilling om året. Det kan måske lade sig gøre, når man har et kreativt overskud og ikke turnerer for meget. Men det hører til sjældenhederne, at der er tid, penge og lokaler til rådighed for en gruppe til at udvikle sit teatersprog og udtryk. Virkeligheden for gruppeteatrene er snarere, at de er begravet i administrativt, organisatorisk og praktisk arbejde. De skal hvert år søge om driftsstøtte og skal kunne beskrive og budgettere næste års produktion. Situationen for gruppeteatrene medfører alt for ofte, at der mangler en vision eller et kunstnerisk fokus, og at det hele ender i en overlevelsesstrategi. Løsningen på det problem er enkel! Kunstrådet skal ikke kræve årlige produktioner af gruppeteatrene dvs. ikke satse på effektivitet, men på kunstnerisk kvalitet for den støtte, der ydes.

 

Projektstøtte til koreografer, instruktører eller grupper giver dem mulighed for at realisere en specifik forestilling. En del teaterfolk må basere deres arbejde på gentagne projektstøtter. Og set fra et udviklingsperspektiv er det et skråplan. Den meget målrettede projektstøtte gør dem sårbare, og drivkraften til at eksperimentere aftager, da bare en fiasko eller to kan medføre, at fremtidige ansøgninger ikke får støtte. Den projektorienterede udvikling indenfor kulturområdet, som har taget fart i de seneste år, har også vist sig at være meget ressourcekrævende i forhold til resultaterne. Man oplever tit, at de projektstøttede forestillinger er baseret på en god idé, men den har ikke fået lov til at udvikle og transformere sig til et gennemført sceneudtryk. Det skyldes dels manglende tid (ofte kun fem til seks ugers prøver, hvis ikke mindre) og manglende fælles ånd blandt de medvirkende, som ofte ikke kender hinanden og skal videre til andre projekter, når spilleperioden er forbi. I stedet for projektstøtte eller sideløbende dermed kunne det være frugtbart at støtte nogle personers eller gruppers samarbejde i en længere periode på f.eks. to år og se, hvad der kunne komme ud af en sådan proces!

 

I takt med at der i de senere år er blevet uddannet flere og flere kulturformidlere, er der opstået en ny type projekter. Disse ”nye” eksperter i kulturformidling er nemlig gode til at konstruere store prestigefyldte projekter, baseret på deres egne ideer, og de gør det så overbevisende, at de har kunnet få økonomisk støtte fra mange sider. De er også gode til at forføre kunstnerne, som bliver beæret over at være valgt til at deltage i et sådant prestigefyldt arrangement. Det er muligt, at min kritik mangler nuancer, men ofte har man indtryk af en omvendt verden. Dygtige kulturformidlere bruger kunstnerne til at formidle egne visioner i stedet for at gøre det, som de vel er uddannet til, nemlig at være formidlere af kunstnernes visioner. Det ærgrer mig!

 

Dansen i Danmark er ved at tage form. Der er blevet satset meget på dansen i de sidste år, det kan mærkes. Dansens Hus og Dansescenen er blevet vigtige institutioner. Men det er stadig tydeligt, at Danmark er langt bagud i forhold til den internationale dansescene. Her er genren længe blevet taget alvorligt og støttet med klare kulturpolitiske programmer - i nogle lande helt tilbage fra 1960’erne. En yderligere satsning til en højnelse af niveauet kunne også her være at hente kræfter fra udlandet til Danmark eller give større muligheder for, at danskere kan uddanne sig i udlandet. De få koreografer/dansere, som allerede har vist deres originalitet og dygtighed, bør få langt flere muligheder for at udfordre sig selv og være visionære.

 

Og så endelig børneteatret, som jeg vil fokusere på i det følgende. Et område som står mit hjerte nær, idet jeg har arbejdet med det i mere end 20 år. Børneteatret er vel den eneste kategori, der er defineret af en målgruppe, og som faktisk lider under den gængse opfattelse, at børneteater er noget sødt, underholdende, farverigt og pædagogisk trygt. Men børneteatret har for længst sprængt den ramme. For ganske vist produceres der børneteater, som er forudsigeligt og trygt, men der findes faktisk også en række nyskabende grupper, som arbejder på et abstrakt og udfordrende kunstnerisk niveau med forestillinger, der udmærker sig ved at kunne spilles både for børn og voksne. Der eksperimenteres. Der er bare ikke så mange, der har mulighed for at se det.

Jeg er forundret over den manglende nysgerrighed, som disse børneteatre mødes med herhjemme, såvel fra voksenteater-området som fra medierne. Uden for det forum, der består af børnehaver, skoler, biblioteker og børneteatre (som arrangerer gæstespil) møder de som regel ringe interesse. De møder ikke det publikum, som de fortjener. Det er nemlig meget svært for sådanne forestillinger at komme ind på de etablerede scener eller på spillesteder for voksenteater, hvor et almindeligt publikum kan købe en billet og se forestillingerne. Om det er manglende interesse, gamle vaner og indgroede fordomme fra spillestedernes side, eller måske især gruppernes manglende økonomiske midler til annoncering, leje af sal mm., ja, det ved jeg ikke.

Men jeg ved, at danske børneteatergrupper medvirker ved store festivaler i udlandet, hvor teaterfolk kommer rejsende langvejs fra for at hente inspiration og kunstnerisk indsigt, fordi de danske forestillinger er noget ganske særligt. Det er ikke, fordi de er bedre end andre børneteatre, men de har et andet mål med deres arbejde. De leder efter nye veje og arbejder på at flytte grænser, på at udvide vores verdenssyn, vores selvforståelse og at give form til det i os, som er uforståeligt og eksistentielt. Noget både voksne og børn har brug for.

 

Det er fantastisk at bringe børneteater langt ud på landet, som vi gør det i Danmark i dag. Men det ville være en inspirerende modvægt også at få mulighed for at optræde der, hvor man er en del af teatermiljøet. At arbejde i teatermiljøet giver også mulighed for at frigøre sig fra de pædagogiske krav, som hviler tungt på et område, hvor opkøberne hovedsagelig er pædagoger og lærere. Det kunne i det hele taget befri mødet for fordomme om, hvad børneteater er for noget.

                     

Det er en klar kulturpolitisk udfordring at lære befolkningen fra barnsben at se nogle sceneudtryk, som er udfordrende, befriende, berigende, provokerende og vedkommende i stedet for hyggelige pussenutteforestillinger i den tro, at det er det eneste, der er godt for børn.

 

Så, det her er en bøn! Hvis de etablerede scener mener det alvorligt, at de også vil give børnene en kunstnerisk oplevelse, så inviter de grupper, som i mange år har leveret udfordrende kunstneriske oplevelser for børn (og voksne), til at producere hos jer. Eller inviter færdige forestillinger ind som gæstespil på jeres scener. Det ville samtidig give dem, som har beskæftiget sig professionelt med teater for børn og unge i mange år, lejlighed til at prøve kræfter med andre rum end gymnastiksale og kælderlokaler.

 

Gruppeteatrenes produktionsvilkår trænger også til et løft. På en måde kan det blive en rigdom at være fattig! Man bliver tvunget til at være opfindsom og er nødt til at løse opgaverne med en skærpet kreativitet. Man har ikke råd til de nemme, hurtige og effektfulde løsninger.” Less is more”, et udsagn som vi er blevet nødt til at klynge os til i børneteaterverdenen. Men desværre gør de økonomiske begrænsninger det umuligt at producere forestillinger med mere end tre medvirkende, eller at fastansætte skuespillere for en længere periode eller at få råd til en dygtig lysdesigner, instruktør, dramaturg eller scenograf. For børneteatret kan kun tilbyde de ansatte halve lønninger i forhold til de etablerede scener og ingen synliggørelse af deres arbejdsindsats.

For at give de turnerende børne- og gruppeteatre bedre arbejdsrammer, drømmer jeg om, at der var nogle centre for scenekunst i de større byer i Danmark. De skulle være støttet af Kulturministeriet. Centre som f.eks. består af en eller to gode sale, øvelokaler og et kontor, som koordinerer, tager initiativ til lokalt kulturarbejde, og som sørger for PR og salg. Der skal også være et teknisk lager, hvor man kan leje eller låne udstyr. Musik-, danse-, teater- og performancegrupper skulle kunne låne øvelokaler i opsætningsperioder og spille stationært, når de er færdige med deres produktioner. De vellykkede projekter kunne sendes på turné i Danmark og i udlandet. Centrene skulle kunne invitere udenlandske gæstespil for at inspirere både teatermiljøet og det danske publikum. Centrene burde også være en platform for de unge kunstnere, så de kan få lejlighed til at vise, hvad de kan og høste erfaringer. Der skal satses på de unge, for ellers forsvinder fremtidens kunstnere til udlandet eller endnu værre, de bliver aktiveret (arbejdsløshed-systemet respekterer ikke kunstnernes arbejdsvilkår med lange pauser i mellem lønnet arbejdets perioder) og dropper deres karriere.

 

Appel til det nye Kunstråd

 

Det er vigtigt at huske, at alle former for kunstnerisk udtryk til alle tider har været menneskets måde at give sjælen udtryk og finde overlevelseskraft (det er en af de første ting, som en diktator vil forsøge at forbyde). Vi ved også, at når mennesker befinder sig i en krigs- eller nødsituation, så er kunst lige så vigtig for overlevelsen som mad, vand og medicin. I fredstid bliver den etablerede kunst ofte brugt til at underholde og samtidig promovere kommercielle formål, mens den kunst, som spejler vor tid, ofte bliver marginaliseret. Samtidig kan den levende kultur nemt blive et reservat for de veluddannede og kunstnerne selv, i stedet for at være tilgængeligt og en levende del af alles liv, hvor man kunne hente inspiration og fordybelse i sin dagligdag.

Det nye Kunstråd bør være på vagt over for de politiske holdninger, der vil styre, kontrollere og kommercialisere kulturområdet. Kunsten har aldrig været nyttig og kan ikke underlægges en kommerciel eller rationel tankegang. Og nu hvor chancen er der med nye strukturer for kunststøtten, er der en mulighed for at være kritisk overfor de støttesystemer, som er blevet brugt i mange år, og som ikke nødvendigvis fostrer stor scenekunst, som jeg har prøvet at beskrive i det ovenstående.

 

Kære Kunstråd, jeg håber I får mulighed for at være visionære og slutter her med et Karen Blixen citat: ”der går gennem verden et langt skrig fra kunstnernes hjerte - giv mig lov til at yde mit ypperste”.

 

 Catherine Poher

Freelance instruktør 

”Hvis man ikke forstår nytten af det ubrugelige og ubrugeligheden af det nyttige, forstår man ikke kunst, og et samfund, hvor man ikke forstår kunst, er et samfund af slaver eller robotter, et samfund med ulykkelige mennesker, med mennesker, der ikke ler eller smiler, et samfund uden ånd; hvor der ikke er humor og hvor der ikke er latter, er der vrede og had”.  (Ionesco) 

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now