UDPLUK AF ANMELDELSER 1987-2020
Åben Dans:
​
2019 ”Tre Visemand":
'Tre vise mænd' er en forfriskende anderledes juleforestilling. En forestilling, som gestalter en utopi og en drøm, for hvis tilværelsen var så empatisk, så ville den nok være fri for krig og fortræd…. En forestilling, som mestendels - og som den oplevelse, der fæstner sig - består af utroligt velgjorte bevægelsesmønstre og forløb, som fantasifuldt og smukt (i også lyssætning og musik) formidler en fortælling om 'at søge, finde og give', som Aaben Dans udtrykker det, eller om næstekærlighed, som jeg vil kalde det.
Kirsten Dahl, Teateravisen
​
2016. ”Tre Ben”
​
'Koreografen Thomas Eisenhardt og instruktøren Catherine Poher har endnu en gang skabt et uimodståeligt, abstrakt univers, hvor de små føler sig velkomme… Danserne inviterer tilskuerne ind gennem en ”port”. Herfra er alt en opdagelsesrejse til munter musik” '
Anne Middelboe Christensen
​
“Fortættet og koreografisk fabulerende danseforestilling for alle, der har svært med at holde balancen i livet… Koreografen TE og instruktøren CP kan kunsten at mætte de enkle og genkendelige bevægelses mønstre med et mylder af associationer til legens mange muligheder.”
Henrik Lyding
​
2013.”HANe og HUNd”
​
”…man få lyst til at bjæffe og skrabe ud med nysgerrige fødder, når man har oplevet ”HANe ogHUNd” For Thomas Eisenhardt og Catherine Pohers skabelsesberetning er en fantastisk abstraktionsforestilling om enhver forelskelses første blik….man få røde kinder,den slags røde kinder, hvor man bliver vildt opslugt og hemmeligt lykkelig-og en smule febrilsk. For den forestilling handler om at tænde på nogen.”
Anne Middelboe Christensen
​
”Det er skønt når børneforestillingertør kaste sig ud i livets store spørgsmål og lykkes med det på en enkel og ukompliceret måde. Vi begynder og ender i universets uendelige stjernevrimmel der tager børnene og deres voksne med på en rejse fra livets opståen til udviklingen af ukønnede ogtvekønnede organismer, dyr og mennesker. Ligesom titlen leger hele forestillingen meget charmerende med mødet mellem både klodens dyr og han og hunkøn.”
Weekendavisen, Majbrit Hjelmsbo
​
2012.”Butterflies”
​
“Åben Dans i Roskilde har med ‘Butterflies’ skabt en legende og poetisk billedfortælling om vinderinstinktets anatomi….”
“Kroppen kan bruges til at slå med. Eller på. Men den kan også skrive poesi i rummet”
“Catherine Poher har en sjælden evne til at få meget ud af næsten ingenting. Hun tager boksesalens – og dansernes – nøgne og frontale fysikalitet og opløser dem i drømmetableauer af sommerfuglevægtløshed”
Politiken, Kristian Husted
​
​
Gruppe 38:
​
2015. ”Mørket ligger under sengen”
”Forestillingen handler om al den fantasi, der pludselig dukker op, når nogen slukker lyset og siger godnat. Og om al den sprælske energi, som man pludselig får, når nogen siger til en, at man skal ligge stille……Det er Catherine Poher, der har iscenesat forestillingen, og det er en nydelse at se, hvordan hun har styret Alling og Seligmanns indfald, så alt glimter af overskud… Det er denne udsøgte sans for detaljen, der får denne forestilling til at stråle.”
Anne Middelboe Christensen. Teateravisen
​
Man bliver glad ind i alle kroppens fibre i selskab med de to sengesludrende voksne der holder hyggegryden i kog. ”Mørket ligger under sengen” er vellyd – verbalt og formmæssigt. Forestillingen er et lykkeligt møde mellem Bodil Allings ordkombinationsbegejstring, Peter Seligmans finurlighedsfyldte optrædevæsen, Søren Søndbergs velklingende klaverkompositioner og Catherine Pohers sans for at ordne og tone scenerummet fintmærkende poetisk. »Mørket ligger under sengen« gør én mere vågen samtidig med at den indgyder puttelyst – og det er bestemt ikke nogen dårlig kombination.
Kirsten Dahl. Århus Stiftstidende.
2012. ”Jeg er ikke bange for noget”
​
”…den fabelagtige fortælling har det med at lokke frem den der klump i halsen hos dem der er blevet så gamle at barndommen kan forstås baglæns. Eller sanses i glimt….i en magisk scenografi.”
Undreland
​
Der er ikke bare en snert af rædsel og sjov i teater Gruppe 38s ny forestilling. Begge dele er i overmål. Forestillingen bliver meget stærkere af at ”det hele” er noget vi skal forestille os. Og det passer sammen med det som forestillingen har på hjerte: At formidle centrale aspekter af det at frygte og hvad der skal til for at overvinde frygt.
KirstenDahl, Århus Stifttidende
​
”…Catherine Poher og Paolo Cardona har åbenlyst været på spil med deres visuelle tryllestave. En forestilling om vi frygter det vi ikke kan se og det vi ikke kan forklare. Om at holde af altid og betingelsesløst. Om at regler og forbud er til for at brydes, hvis det, som er på spil er livsvigtigt. Om at fantasi og forestillingsevner er noget af det dyrebareste vi har.”
Teateravisen
​
…”som publikum skifter man mellem at le, krybe sammen, blive rørt, eftertænksom og hunderæd. Selvom forestillingen handler om frygten for at blive forladt, føler man sig på intet tidspunkt forladt på Gruppe38’s teater…..Her er der poesi, musik, billeder og historier der gør det muligt, at skabe sine forestillinger, inde i forestillingens rum.”
Kulturnaut
​
2003. ”Den Lille Pige Med Svovlstikkerne”
​
With a simplicity of narrative that resonates meaning on multiple levels and a deep emotional complexity woven throughout. It is as close to perfection as theater can get.…..possibly the best show I’ve ever seen. I couldnot move afterwards. Sally Chance, Australian.
…without a doubt the most sublime fifty minutes of theater I have ever seen, perfekt.
Andy Parker, Carclew art center.
​
….man gribes af fryd over det trylleri, Gruppe 38 har gang i i deres nye Reumert- prisbelønnede forestilling. Forestillingen er simpelthen fuldstændig fantastisk. En uafbrudt em af engagement, talentfyldt teater-flair, og atmosfære af, at man vil noget med det, man siger og gør.
Kirsten Dahl
2003. ”Min Modige Mor”
​
'...Udførelsen er som stykket, stille og stærk. Der er kun to på scenen, men man ser alligevel for sig en mængde mennesker i sporvognen og i den overfyldte kreaturvogn……Så smuk og stærk en forestilling, som det er blevet...'
Jyllands-Posten. John Christiansen
​
Teatro Rio Rose:
​
2000. ”Se Mig”
'...instruktøren Catherine Poher har virkelig sans for at time og fortælle en god historie. Hun forstår at give børnene den magi og de grin, de skal have, men levere altid med dybere pointer bag. Samtidig får hun belyst nogle eksistentielle temaer, genfortalt livet vha. nye egne billeder, der gør, at børnenes forældre og bedsteforældre også føler, at de får noget med hjem.'
Berlingske Tidende. Camilla Kjærsgaard
​
'...klovneri- lige til at knuselske. Fortalt blidt, poetisk, skægt og underfundigt for dem på fire og alle andre. Som alt godt børneteater rummer historien et dybere lag, som de voksne kan spejle sig i .”Se mig!” hedder forestillingen. Det gør vi med stor fornøjelse – store som små.'
Jyllands-Posten. Henrik Lyding
1998. ”Haiku”
'...perleskønt teater, Haiku er gjort af betagende teatermagi og berusende sanselighed, og den smitter med fortryllende livsglæde.'
Teateravisen. Kirsten Dahl
'...betagende glansbilleder— hver for sig er billederne så godt fundet på, så poetisk- så fulde af livsglæde, at man får lyst til at tage dem med hjem, fryse dem ned i isterningebakke og tø en enkelt klump op igen på en trist dag. Bare for at have noget smukt at glæde sig over.'
Berlingske Tidende. Camilla Kjærsgaard
1991. ”Piano Piano”
'...over det hele hviler en tone af smittende troskyldigt barnesind, som når sangerinden spænder stemmen op, samtidig med at hun hopper i lænestolen for fuld kraft eller når danserinden med bly tics, sprængfærdig af bevægelyst, lader en rød rose trække af med sig. Udtryksfuld performancekunst, i særegen Rio Rose stil'
Politiken. Monna Dithmer
1988. ”Bag Det Blå Bjerg”
'...en smuk, helstøbt, varm poetisk og indimellem morsom forestilling—-i et smukt spil, hvis skønhed også ligger i, at det hele tiden påkalder sig vores meddigtende fantasi...'
Folkeskolen. Bjørn Lense Møller
​
Teatret ved Hans Rønne:
​
1993. ”Den komiske tragedie”
'...Hans Rønne leverer en mønsterværdig præstation. Han kaster sig ud i rollen med den største energi og giver gennem sit undertiden særdeles følelsesfinne spil stykket eksistentielle perspektiver.'
Ålborg Stiftstidende
1992. ”Nattoget”
​
'...man får grinet meget og bliver konfronteret med mange episoder, som man selv har oplevet, følelser i forhold til vennernes kærester, forældrenes utidige indblanding og ekstremt farlige situationer, som opstod på grund af tåbeligt overmod. De magtfulde situationer og det intense spil er et resultat af den måde Catherine Poher arbejder med improvisationer med sine skuespiller.'
Midtjyllands Avis
1990. ”Adam i Væksthuset”
'...det er et fabelagtigt godt stykke; morsomt, indholdsrigt, følelsesladet, med tragedien stående lysende klar midt i vores latter. Med indlevelse og følelse vises dagligdagens små detaljer og deres overvældende betydning...'
Folkeskolen. Helle Enemærke
1987. ”Springtime”
​
'...jeg opgav at finde den røde tråd og moralen. Jeg hulkede af grin og jeg stampede med, piftede og klappede sammen med det øvrige publikum.
Folkeskolen
​
Mungo Park
2009. “Mumin”
'Instruktør Catherine Poher og dramatiker Anna Bro har skabt en forestilling, der tager sig ro til at skabe billeder. Handlingen er ikke forceret, men går sin stille gang-og sjælent har jeg set en så stemningsmættet forestilling.En modig og visionær visuel iscenesættelse til originale, fysiske og standhaftige skuespilpræstationer. Mumin er meget, meget vellyket, tillyke Mungo Park. '
Niels Erling TRENDMAGAZINE
​
'Dramatiker Anna Bros skuespil viser os mumitroldens følsesudsving i mødet med det fremmende og til tider farlige vinterunivers.Scenografiens enkelhed og de enkle rekvisitter fungerer godt sammen…forestillingen er både rørende og morsomt.'
Susie Johansen METROEXPRESSEN
​
'Simpelthen genialt'
Hans-Kurt Andersen ALLERØD NYT
​
'Det er ingen skam at lave en fiasko. Den slags sker, når man satser. Men det er en skam at blive ved med at sælge billetter til en forestilling, der ikke duer.'
Anne Middelboe Christensen. INFORMATION
​
​
​
2004. “Bajadser” Opera i provinsen.
​
Håndholdt dogmeopera i 2 akter. ‘Bajadser’ af Leoncavallo fremført af 5 sangere fra Det kgl. Teater.
….”scenografien var bevidst forenklet. Nøgternt skrabet ind til benet. Hånd-holdt dogme opera. Det oprindelige udstyrstykke erstattet med nærvær og stærk intensitet…Bravo. En gennemført original opera form, hvor lys, scenografi, udstyr, og danse tekster gav publikum lejlighed til at kom het tæt på tragedien.”
Stefan Andreassen, Kalundborg Folkeblade.
​
​
Grænse-Loes
​
2018: Love me tender
​
”forestillingen er lige så nærværende som den er nærgående. Den udfordrer uden at gå for langt. Love Me Tender er nænsomt og debatskabende ungdomsteater af fineste skuffe sanseligt formidlet af katrine Karlsen i en original sengescenografi og med en tilsvarende flot lydkulisse.”
CPH CULTURE
​
” Hele ideen omkring en forestilling, hvor den seksuelle debut er i fokus fungerer simpelthen så fint, og kvinderne bag fuldfører også dette til fulde. Tankevækkende forestilling, hvor mange unge vil kunne identificerer sig med hovedkarakteren”.
Ungtteaterblod, Sarah Emilie Hansen
”LOVE ME TENDER er modig og ærlig. Den er forfriskende og ikke mindst hamrende vigtig. Den ligger vægt på det der faktisk er essentielt, og som måske har tendens til at forsvinde i den akavede seksualundervisning i skolen. Tvilen. Ømheden. Modet. Kærligheden. Hvordan og Hvorfor. Jeg kan på det kraftigste anbefale denne lille perle af en forestilling.”
Scenekanten, Lea Nelhorf
​
”Eksemplerne er mange i en interaktiv performance, som rummer og fokuserer meget på det bankende hjerte. Som modigt vover at lade performeren synke nedunder sengen en tid. Og som i sin åbenhed også rummer en smuk visualitet af summende bier og blomster, der folder sig ud…..”
Teateravisen. Kirsten Dahl
​
​
2010.”Undertiden lever man”
​
”Vi farter i det hele taget rundt i tid og rum. Snart er vi ude at røre ved universets begyndelse, snart bliver der talt ned til døden. Det er en bemærkelsesværdig, både meget smuk og sjov, forestilling”.
Per Theil. Politiken
​
” Punkpoetisk teater-hørespil. Den store kvalitet i denne lysfyldte mørkeforestilling (eller mørkfyldte lysforestilling) er netop dens dobbelthed af det kompromisløst og kontant udadvendte energier og udmeldinger på den ene side og den uudgrundelige usikkerhed og ekstrem skrøbelighed på den anden side. Undertiden lever man” er et scenekunstfornyende sanse bombardement, som ved at brage ud i det mørke spillerum brager ind under huden på både unge og voksne”
Kirsten Dahl. Teateravisen.
“Noget af det som gør Grænse-Loes mærkværdige på fund særligt givende, er den ekstravagante sproglig leg, hvor replikker rent faktisk leveres på overbevisende vis… Kombiner med effektive vekslen mellem lydvold, visuelle rejser gennem verdensrummet eller skildringer af indre følelseslandskaber. Forestillingen understreger med overlegenhed, teater-rummets grænseoverskridende oplevelsespotentiale.”
Søren Staal Balslev. Weekendavisen.
​
“Det er enormt flot.“
Smagsdommerene, DR2.
2009.”Læ-re-streg-er”
​
“Publikum udfordres direkte i ensemblet Græse-loes opgør med skolernes mobning og mærker på egen krop og sjæl, hvad det vil sige at være en udsat pode….teknisk er forestillingen effektiv og den integreret anvendelse af audiovisuelle redskaber fungerer overbevisende. Holdet formår at skabe en dragende og energiske vekselvirkning mellem “spoken word”, lydkollager, scene action og videosekvenser…..Det er dybt tilfredsstillende at se, hvordan der findes konstellationer af mennesker, der reflekter over konceptteatrets grænsendedbrydende rolle i ungdomssammenhæng og tør udfordre deres publikum. ”
SØREN STAAL BALSLEV. Weekendavisen.
​
2007.”Fucking alene”
​
“Fucking flot”.
Anne Middelboe Christensen, TA nr. 141. Maj 2007.
​
“sær, fascinerende og anderledes forestilling. Fuld af originale og smukke billedvirkninger. En spændende og imponerende blanding af dukker, mennesker og computerteknologi, lige interessant for unge og voksne”. 4 stjerner
Henrik Lyding, Jyllandsposten 16. februar 2007
​
“Den skaber distance gennem nærværet og nærvær gennem afstanden”. …”samtidig indvarsler denne forestilling utvivlsomt en epoke for multimedieteater”…”Stor ros til scenografen Sissel Romme Christensen for hendes diskrete og konsekvente computerbilleder”…”giver tankevækkende kvalme flere dage efter. Tristessen er aldeles – grænseløs!”.
Anne Middelboe Christensen, Information 20. februar 2007.
​
“…underholdende dukkeinstallationsperformanceanimationsteater”.
“…en herlig pærevælling af indtryk, i en konsekvent udnyttelse af moderne teknik. Katrine Karlsen spiller glimrende og underholdende og anbringer sig selv i et aldersløst univers hvor alt kan ske”.
Sune Urth, Byen Kalder 19. februar 2007
​
2004.”Supermøgprinsessen”
​
“Højeksplosivt teenageteater.
Iscenesat galskab gennemvædet med underholdende og alvorsvirkende mening. ’Supermøgprinsessen’ er ekstrem selvhenført. Og drivende fuld af drifter og håb.”
Kirsten Dahl, BTA nr.135
“Man griner og lytter interesseret imens supermøgprinsessen fortæller. Det handler om kærlighed“.
JP Århus aug. 2004
​
​
Teater Blik
​
2018 ”Hvad nu hvis…”
Den sparsomme tekst tjener udelukkende som vejvisere for de små tilskuere til alt det betagende og fantastiske, der sker for øjnene af dem, og som ind i mellem er ren poesi.
'Hvad nu hvis …' er en smuk minimalistisk performance fuld af humor og nærvær, hvis enkle elementer på forunderlig vis udvikles fra abstrakte mønstre til konkrete dagligdags former. Et par brædder og en lang line kan blive til et stort hus eller et lidt mindre hus og til sidst et lillebitte hus.
Med smidig styrke vover Gertrud Exner sig ud i balancer så delikate, at de ser ud, som om de er helt uladsiggørlige. For selv om 'Hvad nu hvis …' er en soloforestilling, så er tingene hendes villigt samarbejdende og uhyre forandringsparate medspillere, der til sidst står som en stor og flot installation.
'Hvad nu hvis …' inspirerer til at opsøge og udforske omgivelsernes muligheder med nysgerrighed og fantasi.
Randi K.Pedersen, Teateravisen
​
”HOV!”
​
Forestillingen ”HOV!” er en skøn og æstetisk rejse ind i papirets underkendte verden….forestillingen er en sand forundringsfest. Alt er både konkret og abstrakt på samme tid, og derfor kan børnene frit tolke disse papirgenstande. Alt i alt er det en fornøjelse at se, hvordan Gertrud Exners forståelse for de mindste teatertilskuernes sanser bliver mere og mere raffineret i hendes forestillinger.
Anne Middelboe Christensen
​
”2004. Vejen Rundt”
Fodaftryk på livets vej
”Instruktøren Catherine Poher er en markant figur i det danske børneteater og afsætter frapperende værker på den danske småbørnsscene. Hun stiller krav til sit publikum - også selv om de kun er to år gamle. Krav om stille koncentration i de fordybende tematiske enkeltheder, i de mange buer som dramaturgisk forbinder helheden. I dette tilfælde er legen og gentagelsen uden svingærinder, men med malerisk ejendommelighed mere reglen end undtagelsen. 'Det er et mesterværk', lyder det prompte fra et barn på tilskuerrækkerne og det føles af og til sådan. For med de to teaterkvinders samarbejde er det lykkedes at forene teater- og billedkunst med udgangspunkt i de mindstes sproglige udvikling. Her blendes taktfaste ordstrømme med klare farver i en opfindsom og funktionel scenografi. Geometriske former i talrige materialer dels pryder, men indtager også gradvis scenen. ”
Lone Sørensen.Teateravisen.
Teater Morgana.
2008. “Kort sagt”
“Når Kort Sagt kulminerer i finalen, har vi ikke bare mødt forskellige eksistenser, som på hver deres vis har forsøgt at tilkæmpe sig til en plads i tilværelsens svære solskins sprækker. Vi har også være vidne til et helt livsforløb. ”Kort Sagt ” er en opløftende møde mellem Teater Morgana og Catherine Poher. For skuespillerne sans for at klovne eksistentielle problematikker frem og instruktøren evne til at fremtrylle meningsbåren billedmagi af store poetiske dimensioner.”
Kirsten Dahl
Teater Patrasket
1991. ”NU”
​
”der er ingen grund til at sætte en børneteater- label på en forestilling som denne. Det er rent og skær teater, teater for alle, teater når det er herligt: frækt, skægt, overraskende, anderledes tænkt og anderledes udført, efterladende os i forårsaftenen, forgrinte og forpustede. Vi ved mere om os selv efter dette”.
Ålborg Stiftstidende. Lars Borberg