top of page

Une poignée de gens…quelque chose qui ressemble au bonheur

Teatre Velo, 2017

'…La scénographie en mouvement est d’ailleurs réalisée avec la complicité du public, qui transforme et réinvente l’espace de jeu au fil des étapes. Le Vélo théâtre, mixte objets, vidéo et musique pour suggérer le plus invraisemblable des voyages, celui vers le bonheur.'

 

'Den bevægelig scenografi bliver skabt sammen med publikum, som ændrer og genskaber spilleområdet igennem de forskellige scener. Velo teatret blander objekter, videoprojektioner og musik for at tage os med på den mest umulig rejse og bringe os tættere på lykken. On aime beaucoup. '

 

Thierry Voisin. Télérama

 

 

'Une poignée de gens est un magnifique spectacle, révélateur d’humanité. Poétique et doucement barré, ce dispositif fragile mais incroyablement puissant place le spectateur et sa chaise au centre du dispositif. Une proposition bourrée de générosité, fondée sur des choses minuscules, familières, mais finalement tellement touchantes. L’intelligence, la légèreté, et une tendresse profonde pour son prochain sont le carburant créatif….tiraillés entre introspection et expérience collective, les spectateurs sont doucement guidés par les quatre personnages touchant de gentillesse et de fragilité….Prouesse  d’avoir réussi à générer une sensation de suspension onirique en même temps que l’expérience participative conduit chacun à marcher, courir, s’asseoir, se lever, se grouper et se dégrouper….Tout le long du spectacle simple et lumineux, il y a des fous rires. Il y a des gorges qui se nouent, des sourires, des mains qui se trouvent, des regards échangés ,de l’imprévu beaucoup. Bref, il y a de la vie et comme une grande bouffée d’oxygène, un vrai plaisir à être ensemble.”'

 

'En håndfuld mennesker, noget der ligner lykke” er en vidunderlig forestilling, der fremkalder menneskelige følelser. En poetisk og lidt gakgak forestilling, den skrøbelige og på samme tid kraftfulde scenografi sætter publikum og deres stol i centrum. En generøs gave. Klog, let, fyldt med ømhed og kreativ  brændstof i sin grundvold. Bitte små velkendte ting, bliver rørende … Splittet i mellem en personlig og kollektiv oplevelse bliver publikum ført af fire skuespillere med skrøbelighed og sødme… Hvilken tapperhed at skabe både drømmeagtig spænding og konkrete handlinger, der får publikum til at gå, løbe, side ned, rejse sig op, danne grupper og gå hver for sig... Igennem denne simple og lysende forestilling er der latteranfald, klumper i halsen, smil, hænder der finder hinanden, blik der krydses, og stor uforudsigelighed. Kort sagt, der er liv! Det er som at få en stor saltvandsindsprøjtning og opleve nydelsen af at være sammen. '

 

Matthieu Dochtermann, Toute la culture.com

bottom of page