Barnet i én selv

Af Catherine Poher

"Børneteater er som voksenteater bare meget bedre." (Stanislavski, 1907)

”Jeg er forundret som på tilværelsens første dag. Jeg forundres, og jeg spekulerer på, hvad alt betyder. Det er det grundlæggende spørgsmål, som man glemmer i takt med at man vokser op. Man fortaber sig i det særlige, i sin egen specialitet og svigter dermed den altomfattende barnlige vision, der giver plads til betagelse”.

(Ionesco, interview af Béatrice Rodaro, 1986)

Nedenstående er mine refleksioner over, hvorfor man kan lave scenekunst for babyer. De er inspireret af mine egne erfaringer, af bogen ”Les bébés vont au théâtre” af Patrick Ben Soussan og Pascale Mignon, Collection 1002 BB, Édition Érès, 2006, samt uddrag af min artikel i Børneteateravisen nr.145 . maj 2008

Takket være psykoanalytikere som Winnicot, Brazeltoni og Francoise Dolto er babyer blevet anerkendt som mennesker og ikke kun som kroppe. Fordi babyer ikke har et sprog, er deres "viden" forbundet med perception og sensibilitet. Så snart de kan tale, begynder de at prioritere og at forstå verden gennem tænkning. Babyer tænker ikke, de integrerer lyde, stemmer, farver, strukturer, musik, rytmer, frygt og kærlighed. Den måde, hvorpå de oplever, er meget stærkere end de voksnes analytiske vision. Fordi de ikke adskiller ting og oplever alt på én gang, får de straks den indre essens af komplicerede strukturer. Der er ingen forskel på essens og form. Det er faktisk den sindstilstand, som kunstnere skal være i, for at kunne skabe. Det er en, på samme tid ikke-fokuseret og ekstremt fokuseret drømmeagtig, meget intens tilstand af væren. Derfor kan arbejdet med at spille for babyer være baseret på meget dybe arketypesymboler, hvor det vigtigste element er udtryk for kreativ kraft i livsenergien gennem bevægelser, rytme, lys og farver.

Hvordan kan man forestille sig en primitiv form for bevidsthedstilstand? Hvordan anvende visuelle effekter, bevægelser, poetiske strukturer og musikalske universer?

Teater er et levende møde mellem de optrædende og publikum, og er som sådan engod introduktion til at opleve andre former for kunst, der er mere ensomme. Som at kigge på et billede eller lytte til musik eller læse en bog. I de ensomme møder opdager man sit dybe selv gennem en anden. Man føler sig anerkendt. I teatret deler du oplevelsen med de andre - både med skuespillerne og de andre blandt publikum – og deres måde at se på verden. Det er ikke nødvendigt at fortolke en mening. Det vigtige er at være åben, lytte, se og blive involveret uden at forsøge at vide hvorfor.

Vi må forstå, at alt hvad babyer og småbørn oplever, er en del af dem selv. Det spejler, hvad der vibrerer i dem. De er også spejl for, hvad de ser på. En frem- og tilbagebevægelse mellem scenen og dem. Derfor er vi som teaterskabere nødt til at forstå, hvad der er essensen, den oprindelige energi i det liv, som er i os selv. "Kilden" til vores egen livsenergi. Det er på dette niveau af bevidsthed og sensibilitet, at vi skaber. Det er på et langt dybere niveau end vores bevidste vision om verden. Det er på det niveau, man opdager en poetisk verden, der åbner sindet for andre muligheder, end hvad vi tror, verden rummer.

Spædbarnets abstraktioner

I sin bog, ”Spædbarnets interpersonelle verden”, skriver Daniel Stern, at spædbarnet oplever verden omkring sig, som de voksne oplever abstrakt dans og musik. En baby opsuger farver og former. Den er opmærksom på mange abstrakte kvaliteter: Form, antal, intensitetsniveauer, krumning, symmetri, kompleksitet og konfigurationer. Spædbarnet lægger mærke til synkronisering imellem egne bevægelser og andres bevægelser. Spædbarnets udviklingsopgave er at danne brede og tætte samhørighedsbånd til andre væsner. Barnet oplever, hvor righoldig dagliglivets verden er. Mange hændelser sker samtidigt. En polyfoni i fuldkommen harmoni. Og barnet lægger mærke til regelmæssigheder i hændelsesforløb og fryder sig over gentagelser, som blander det genkendelige med nye elementer. På den måde udvider barnets horisont sig lidt efter lidt.

Daniel Stern skriver:”Det intersubjektive relateringsdomæne ligger udenfor bevidstheden og kan ikke verbaliseres. Det er omstændigheder som kontemplative tilstande, visse emotionelle tilstande og perception af bestemte kunstværker, som er beregnet til at vække oplevelser, der modsætter sig verbal kategorisering”.

Det allerførste møde med teatret er en intim oplevelse. De små børn lærer os at forpligte os til at dele de vigtigste følelser: Kærlighed, lyster/begær, frygt og lidelse. Kunstnerens arbejde er et enormt arbejde med sig selv for at kunne dele noget væsentligt med et andet menneske. Det skal vise respekt for børnene, deres evne til at forstå verden og relatere sig til andre. Vi skal være forsigtige med ikke at snyde, manipulere og forføre dem. Også gennem teateroplevelser kan de små børn lære at blive mennesker. De står foran en meget intens og koncentreret kommunikation med andre ansigter, øjne og stemmer, der spejler dem, som genkender dem som hele mennesker og ser deres personlig klang, farve og dybde. Mens de spejler sig i det de ser, skaber babyerne forestillingen sammen med danserne/skuespillerne.

At beskæftige sig med scenekunst, som også er for små børn, er at vælge at være enkel, nøgtern, blottet, nærværende og let som en punkteret linje. Og samtidig kompleks og varieret. Det er vigtigt ikke at fylde tiden og rummet til bristepunktet. Ligesom de voksne vil børnene gerne sammen med os dele alt om kærligheden, ensomheden, dagen og natten. Solen og stjernerne, skyggerne, frygten og månen. Skønheden og vinden. Temaer som digte behandler.

Montaigne, en fransk filosof fra 1700-tallet, har sagt: "At uddanne er ikke at fylde tomme vaser, det er at tænde ild." Her betyder det, at vi med teatret hjælper publikum til at leve et stærkt liv, at være ærlige overfor sig selv. De små tænker gennem deres handlinger og eksperimenter med verden. De tænker gennem deres bevægelser, deres kroppe. Det er meget vigtigt, at skuespillerne bruger deres kroppe, bevægelser. Når vi arbejder for større børn eller voksne, kan vi tilføje elementer, der kræver analyse, kulturel, historisk og filosofisk viden.

Børnene er de mest levende tilskuere. De ser på alt med stor interesse for at forstå verden, de andre og sig selv. For at være åben og nysgerrig skal barnet føle sig sikker. Det betyder, at barnet har brug for, at forældrene eller pædagogerne er opmærksomme og beskæftiger sig med dets erfaringer. Og at barnet bliver introduceret til et nyt sted og for det faktum, at noget nyt kommer til at ske.

Barnet har brug for at vide, hvor det er, hvem, der tager sig af det og med hvem, det skal åbne sig for at forestille sig, hvad det ikke før har set. Det meget lille barn er meget nysgerrigt, men det er afhængig af andre. Så det elsker overraskelser, der kan deles med andre. Hvis barnet bliver ledsaget af sine voksne, vil det gå ind i opdagelsen af verden uden frygt. Barnet er som en bi, der suger essensen af forestillingen, smager på den og forvandler sin erfaring til en forståelse af, at verden bliver rigere og rigere gennem mangfoldighed.

At ledsage små børn i teatret er at risikere at møde det uforudsigelige: Ikke at vide hvad man skal gøre – eller at blive overrasket over børnenes reaktioner. Det er som at være en voksen, som ikke har planlagt alt eller som vil kontrollere situationen, men i stedet er nærværende og oplevende.

Døren åbner sig, og vi træder ind i et nyt rum. I rummet er der stillet ting og sager op. Det er måske ret mørkt derinde. Måske bliver der spillet musik. Idet vi træder ind i rummet, arbejder vores sanser, intuition og tanker på højtryk med at fortælle os, om vi har lyst til at blive eller gå!

Babyer ligger i vores arme og registrerer det, jeg lige har beskrevet, direkte igennem os.

Forestillingen er endnu ikke begyndt, og alligevel har vores krop og underbevidsthed reageret meget præcist og påvirket os i vores inderste.

Lad os forestille os, at vi nu sidder og er forventningsfulde.

Forventningen tyranni

Vi kommer ind i dette teaterrum på grund af noget, vi søger. Ellers ville vi blive hjemme. Vi vil gerne opleve. Og barnet kan mærke, om de voksne har det godt - er nysgerrige, åbne og oplevende. Barnet er selv blevet tvunget ind i dette rum, ingen har spurgt barnet om det ville. Og barnet kan heller ikke svare! Det er et stort ansvar for de voksne. Og de voksne kan ikke tillade sig at blive passive eller uinteresserede og samtidig forvente det modsatte af børnene. Det er nødvendigt,at de deler oplevelsen med børnene, skaber en resonans af en følelsestilstand, danner en samhørighed og lader sig påvirke af det, der bliver skabt lige her og nu i dette rum. Måske skal de give slip på det, de forventer, og give sig hen til den intime resonans, den underbevidste del, den bundklang der forbinder alt og alle, som man kunne kalde ”Det, der er”.

Gyldendals Fremmedordbog beskriver resonans som en ”forstærkning af lyd ved tilbagekastning eller medsvingninger; det at et legeme i svingninger frembringer lignende svingninger i et andet legeme, genklang eller forståelse”.

”Det, der er” er forbundet med det barn, der er dybt i os. Og altid er til stede til vi dør. Scenekunst som synliggør ”Det, der er”, er meningsfuldt for spædbarnet, barnet og den voksne. Den rummer det universelle i os.

At skrive for de små er ikke at skrive småt. Det er at gå direkte til essensen. Spædbørn har en meget subtil forståelse for det, som er sprog før sproget. Børnene bruger deres sanser, mærker og bliver påvirket af deres fysiske behov og følelser og agerer herefter. Først bagefter er de klar til sproget og tankevirksomheden. Det er vores arbejde ikke at være bange for ord, som bliver til musik, takt, rytme, bevægelser – eller for synkroniciten i disse. Vi skal give dem et spejl til deres umættelige undersøgelser, og give dem emotioner, en mangfoldighed af udtryk, uforståelige og usammenhængende ord/lyde, poesi, æstetik og være sammen med dem i tæt kontakt.

Kunstnere og små børn deler samme sprog

Før sproget udvikles, ”taler” vi med vores krop. F.eks. med bevægelser, ansigtsudtryk, lyde og energi. Med vores handlinger og med det, vi skaber. Vi vil alle sammen hele tiden gerne sige noget. Kunstnerne er i en ekstrem grad plaget af behovet for at ville udtrykke sig og sige noget, som er meningsfuldt. De fleste kunstudtryk er ordløse. Spædbørn har en meget subtil forståelse af det ordløse, da de endnu ikke har udviklet deres mentale og sproglige forståelse.

Man kan derfor sige, at kunstnere og små børn deler det samme sprog.

Et sprog, vi som voksne skal genopfinde. Et sprog i lyde, ord, bevægelser, former og rytmer. Vi bliver nødt til at skubbe til det, som vi tror, er rigtigt. At forstyrre den ganske sandhed, stille spørgsmålstegn ved vores voksne synsvinkel, åbne for overraskende handlinger. Og uden at forklare eller henfalde til logiske eller intellektuelle svar. Vi må med andre ord sætte os selv i en udsat position, hvor vi accepterer at beskæftige os med komplekse sammenhænge og mysterier. Dykke dybt i vores bevidste forståelse af verdenen for at afdække et poetisk univers, som kan åbne for nye forståelsesmuligheder. Børnene bringer os voksne tilbage til essensen af at være menneske.

Teatret er ikke lavet for at glemme livet, men tværtimod for at give os smagen af at være fuldstændigt i live. Der kan vi huske vore dybeste drømme og ønsker. Kunst er en menneskelig funktion, der er nødvendig for livet. Den gør det muligt at udvide livet gennem oplevelsen, tænkning og handlinger og derved at transformere det.