© 2018 by Poher inc.

Interview af Kirsten Dahl

Det narrative og det poetiske teater 

De teaterforestillinger, som Catherine har været medskaber af, oser uden undtagelse af poesi. Det poetiske kan scenisk tage sig meget forskelligartet ud. Ikke desto mindre er der på et ”dybereliggende” plan fællestræk og kendetegn, som kan gå igen. I bestræbelserne. I den måde hvorpå fortælleelementerne spiller sammen. Og i den måde hvorpå forestillingerne kommunikerer med publikum. Det fortæller Catherine her om i en sammenligning mellem narrativt teater og poetisk teater.

 

- Du skelner mellem to slags teater – det narrative teater og det poetiske teater. I den skelnen ligger der ikke en vurdering af, at den ene type teater er bedre end den anden. Der er vel snarere tale om en slags ”arts”- eller ”væsensforskellighed”. Kan du forklare, hvordan de to typer af teater, for dig at se, hænger sammen og hvordan de adskiller sig fra hinanden?

Det narrative teater tilfredsstiller mit dennesidige jeg og det poetiske mit spirituelle jeg. Krop og sjæl, to uadskillelige sider af mig. Nogle dage har jeg fødderne velplaceret på jorden og elsker at høre en god historie. Andre dage er jeg mere indadvendt, mere spørgende, og jeg sulter efter at blive badet i billeder og ord. Ord, der hjælper mit blik til at trænge igennem det usynlige.

Hvad er en fortælling? Ordborgen angiver en fortælling som en række af handlinger, udfoldet på en levende og pittoresk måde, som udviklingen af en situation. Leder man efter betydningen af ordet ’poesi’ møder man dets oprindelse i græsk som piesis, der betyder skabelse. Det er en sproglig kunst, der sigter efter at udtrykke eller antyde noget gennem rytme, sammensætninger og billeder. Maleren Nicholas de Staël siger, at ”poesien skal reflektere alle universets skønheder gennem farver, lyde, rytmer. Der er poesi i alle levende væsener, der kan mærke dybe og store følelser”.

 

 

- Hvordan vil du beskrive det narrative teater?

Det narrative teater tilbyder publikum en fortælling. Man kan følge en person eller en gruppe af personer, som er i samspil med familie, samfund, verden – alt det, der udgør tilværelsen. Og i forhold til hvilke beslutninger disse personer tager, vil de enten ødelægge sig selv eller løse alle knuder og problemer. Tragedie eller komedie – med alle tænkelige nuancer. Fra det sorteste drama til det mest løsslupne narrespil. Alle former inden for det narrative teater har det fælles fortælletekniske forløb, at alle scener udfolder sig på basis af den foregående scene  og sigter mod en egentlig slutning. Som sådan er der tale om en lineær strækning, der kan afbrydes af ’stiløvelser’ – som gentagelser, ekskurser, flash backs el.lign. Fortællingerne kan være simple eller komplekse og beskæftige sig med psykologiske, politiske og etiske dilemmaer. I det narrative teater modtager publikum således en gave, der allerede er åbnet. Publikum kan sidde dybt i teaterstolen og høste overfloden af det stof, der strømmer fra scenen.

 

 

- Kan du konkretisere hvordan det narrative teater kommunikerer med sit publikum?

Det narrative teater er fuldt af ord, aktioner og reaktioner, årsag og konsekvens, lyde og lyseffekter, scenografiske konstruktioner og teatralske arrangementer. Stilhed forekommer sjældent. Stilhed, der kunne invitere publikum til at reflektere og spejle sig. Her, tværtimod, kan publikum forbruge og fordøje dette færdige produkt. Publikum er mere eller mindre tilfreds i forhold til skuespillernes præstation og instruktørens iscenesættelse, scenografiens skønhed og tekstens litterære kvaliteter.  

Sikken lykke, når alt falder på plads!  Når den skrevne tekst begynder at ånde gennem skuespillernes præstation og gennemtrænge, røre og gribe os. Som i de fleste andre kunstneriske udtryk kommer teatret sjældent op på dette niveau. Der gøres mange mislykkede eller næsten mislykkede forsøg. En meget smuk tekst kan blive ødelagt af en dårlig instruktion eller af en skuespillerpræstation uden nødvendighed. Det kan opleves som om, truppen nøjes med at videregive historien, men uden at det afspejles, hvor og i hvilken grad teksten har påvirket dem selv.

Publikum forlader teaterstolene – uden at sulten er blevet stillet! Det er absolut nødvendigt at slå teksten ’ihjel’ ved at transformere den til sin egen. På den måde finder skuespillerne ud af, hvorfor det er vigtigt for dem at give den videre til et publikum med lige så meget overbevisning som forfatteren selv. En hemmelighed skal afsløres for, at forestillingen lyser op. Formidleren skal finde ind til nuancerne i sin egen personlighed, gøre sig påvirkelig, ja, skrøbelig for at videregivelsen af teksten/personen lykkes. Takket være denne personlige udforskning kan poesien glide ind i det narrative teater og gøre ordene vibrerende, ved hjælp af lys, utænkelige pauser og overraskende bevægelser.

 

 

- Kan du uddybe den skrøbelighed, du her taler om?

Et teaterstykke er altid sårbart på grund af de mange ukontrollerbare faktorer. Hver aften er publikum en ny gruppe mennesker. Så snart dørene åbnes, og længe inden forestillingen starter, sker det, at man mærker om publikum er åbent og nysgerrigt - eller ufokuseret, træt, lukket. Når lugten af modstand er for stærk, kan skuespillerne ikke trænge igennem. Skuespillerne er også mennesker – mere eller mindre koncentrerede, trætte, syge, bekymrede, triste – og det påvirker deres præstation. Når en forestilling turnerer, kan de forskellige sale være mere eller mindre egnede til stykket. Og endelig kan man sige, at publikums modtagelse – trafikpropper, strejker i den offentlige transport, en fodboldkamp, et præsidentmord, stjerners positioner, hvem ved????  - alt dette kan ødelægge en aften. Denne skrøbelighed er også teatrets styrke. Det er den tilbagevendende fortælling om mødet mellem publikum og skuespillerne, der formidler et værk. Det narrative teater er heldigt, idet det kan støtte sig til det fundament, som en historie udgør. Og, vel at mærke, historien vedbliver med at være en realitet – selv om kontakten/udvekslingen med publikum ophører. Noget tilsvarende er en umulighed for det poetiske teater, der kun eksisterer i den energi, der vibrerer mellem salen og scenen. 

 

 

- Det lyder meget luftigt, at beskrive poetisk teater som energivibrationer mellem scene og sal. Kan du udfolde hvad du forstår ved poesi og poetisk teater? Hvad er bestræbelserne? Og hvordan kommer det til udtryk i det sceniske rum?

Poesien forsøger at løfte et hjørne af sløret, der skjuler livets essens. Digtere nøjes med - i få sætninger - at få os til at forstå de dybe spørgsmål. Gennem sidestillingen af ord, der ikke umiddelbart passer sammen, lyde, der optræder uharmonisk, aktioner uden logik, men fyldt med forundring er det muligt at udtrykke dele af livets essens. Det poetiske teater er en udforskning af sceniske sprog, hvor hver parameter – rum, lys, rytme, bevægelser, ord, rekvisitter og scenografi – er sat i en konfliktende relation til hinanden for at skabe et nyt sprog. Når det lykkes, vækker det den intuitive del i os, som ved – uden at man skal overbevise nogen om noget. Denne del i os ”giver sit blod til englene, som passerer forbi”, som Christian Bobin udtrykker det. Han siger også, at ”poesien er en livsnødvendig affære, en klarsynets apoteose; den river det bind væk fra de levendes øjne, som livet har fæstnet på deres hoveder, så de ikke frygter, at hvert eneste øjeblik allerede er passé.” 

 

Poesien er først og fremmest en måde at leve på – før den er en måde at skrive på. Det indebærer at være opmærksom på det usynlige, dét, der er ind imellem dét, man kigger på. Det er at kigge på den bølge, der optræder mellem mennesket og dets omgivelser, det mellemrum, hvor livets strøm cirkulerer. Min første tegnelærer lærte mig ikke at kigge på træet, men på det tomme rum mellem grenene. Ikke at kigge på modellen, men på formerne, som de bøjede arme og ben tegner i rummet. Tomrum er et nøgleord i beskrivelsen af poetisk teater. Man skal være opmærksom på dét, der ånder, kroppenes vægt og deres relation med andre kroppe, objekter, rummet, lyset. Sammensætte aktioner og ord, der ikke passer sammen, ikke fortælle, ikke forklare, kun antyde og skitsere, så publikum kan ’tegne’.

Der ligger en fare i ikke at være opmærksom på denne strøm frem og tilbage. I stedet for at give form til energien i mellemrummet laver man en mental og abstrakt konstruktion, der kun er sin egen projektion på verden. Ikke desto mindre kan denne måde give meget smukke, formmæssige resultater. Men ofte vil de være karakteriseret ved at være utilgængelige.

 

- Du stiller det narrative og det poetiske teater op som kontraster. Indledningsvist talte du om, at det tilfredsstiller to forskellige sider af dig selv – kroppen og sjælen. Kan du ud fra det uddybe din beskrivelse af poetisk teater

I modsætning til det narrative teater er det poetiske teater ikke lineært. Det skaber rum – som arme, der kærligt omfavner den enkelte publikummer. Jeg har oplevet, at disse forestillinger er ekstremt skrøbelige - de kræver beskyttelse. Der, hvor de er programsat, skal teatret i sin helhed gøre sig ekstra umage med at byde publikum velkommen, da publikum skal ’vibrere med’, dvs. indtræde som medskabende. Det er overraskende at tale med publikum efter en opførelse: hver især har de set dét, de gerne vil se, spejlet af dét, de selv er. Det poetiske teater fortæller ikke bare én historie, men lige så mange historier, som der er publikummer. 

De, der ikke er interesserede i den slags teater, keder sig ihjel. Og jeg har set den samme forestilling skifte fra fiasko til mirakel. Den eksisterer kun i publikums egen indre transformation. Og sker dette ikke, vil forestillingen ”forsvinde”. Skuespillerne er virkelig sat på en prøve, for de kan ikke – som i det narrative teater – bruge deres skuespillermæssige håndværk. Her drejer det sig ikke om dygtige, performative udfoldelser, men om at være så nærværende som muligt og totalt skrøbelig. Skuespillerne skal lade forestillingens stof flyde igennem sig og give det til publikum.

 

- Hvordan vurderer du det poetiske teaters ”position” og nødvendighed i den tid, vi lever i lige nu?

Stilhed og kontemplative øjeblikke er nu en luksusvare i vores verden. Poesien får mindre og mindre plads i vores effektive dagligdag. Når vi endelig får fri efter stressede arbejdsdage, er det nemmere at slappe af med en eller anden form for underholdning end at udfordre sig med noget, der kræver, at vi er vågne og meddigtende. Men samtidig ser jeg også en sult efter det magiske, det poetiske, det ikke umiddelbart forklarlige eller forståelige. Det moderne menneske vil gerne ”være med” og ”skabe med”. Iagttagelsen får mig til fortsat at insistere på at lave poetisk teater, fordi jeg er overbevist om, at poesien er et essentielt sprog, der skal beskyttes mod udryddelse.

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now