© 2018 by Poher inc.

På jagt efter underet

Af Catherine Poher

Parallelt med mit arbejde med forestillinger ”for voksne” var jeg optaget af spørgsmålet om ”særlige teaterforestillinger for børn”. En opdeling, det blev mit mål at få ophævet. Til gengæld var det nødvendigt at finde et teatralsk sprog, der var ”tidløst”. Jeg ønskede at skabe forestillinger, der henvendte sig til den del i os, hvor vi hverken er børn eller voksne, men blot levende væsener. Denne indfaldsvinkel er ikke blot et kunstnerisk spørgsmål. Det er også en politisk holdning, fordi den forholder sig til de sociale strukturer, vi er blevet vænnet til, og som der i dag ikke sættes spørgsmålstegn ved.

 

Marginalisering af børnene

 

Hvis jeg spørger: ”Hvad er det vigtigste for dig?”, vil de fleste uden tøven svare: ”Mine børn!”. Der 

er ingen tvivl om, at forældre vil det bedste for deres børn. Men hvad er ”det bedste”?

 

Børn er siden 1600-tallet blevet afskåret fra de voksnes verden lidt efter lidt. Takket være den nye velstand, som blev skabt af den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet, fik flere og flere mennesker en bedre levestandard. I stedet for at blive sendt på arbejde, blev børnene nu sendt i skole. Fra at være en fuldstændig integreret del af familien på godt og ondt, fik børnene nye privilegier. Det blev nødvendigt, at alle lærte at læse og skrive. Samfundet havde brug for borgere, der kunne skabe nye teknologier og opfindelser for fremtidens fortsatte udvikling, og der blev brugt mange kræfter på børnenes sundhed og uddannelse.

 Og efter en lang dag i skolen, havde børn ”fritid”, hvor de kunne lege. ”Barndommen” blev skabt. Vi har i dag på hver side af den voksne og effektive arbejders verden to marginaliserede faser i livet: På den ene side barndom, en periode for oplæringen, og på den anden side alderdommen, en periode hvor man venter på døden. 

Børnene, som man før i tiden betragtede som små voksne, betragtes i dag som en gruppe adskilt fra de voksnes verden, som kun åbner sig for dem den dag, de kan påtage sig et lønnet arbejde. En avanceret og teoretisk uddannelse, hvor børnene deles op i aldersgrupper, har erstattet tidlige tiders dannelse og læring. Børnene forberedes i dag til at blive konkurrencedygtige og disciplinerede lønarbejdere. Børnene i dag drømmer om at blive voksne så hurtigt som muligt, selvom de er økonomisk, følelsesmæssigt og psykisk afhængige af forældrene over en stadig længere periode af deres liv.

 

I dag kan vi alle være enige om de basale behov, børn har: En kærlig familie, et godt hjem, sund mad, uddannelse og en rimelig opdragelse. Men samfundsudviklingen er betinget afen økonomisk vækst, som slipper en ustyrlig forbrugspolitik løs. Myten om barndommen blomstrer og har antaget enorme dimensioner. Der er skabt specifikke industrier, der tager sig af produktionen af legetøj, mad, sodavand og bolsjer for børn. For ikke at tale om industrier for udgivelse af børnefilm, -teater, -fjernsyn og -musik. Specialister i markedsanalyser studerer børnenes psykologi for at udvikle produkter, der passer til deres aldersgruppe. Børnene er nemme ofre for reklamer og udgør en enorm, potentiel købekraft. Man har forsket i, hvad der sælger bedst, og på grundlag af resultaterne skabt en ”børnenes smag”. Altid med stærke farver, helst med glad musik, dippedutter og”merchandise”, som man kan samle på. Simple underholdende historier. For at kunne sælges til alle, skal historierne helst være uden kontroversielle udfordringer, som kunne risikere at fornærme de voksne.

Der opstår en deling af børnene i flere og flere lag, fra 0 til 3, fra 3-6, fra 6-10 osv., som – selvom den i en vis forstand kan være begrundet i børnenes udvikling – også har gjort det muligt at fabrikere flere og flere produkter.

Det er en velsignelse for den økonomiske fremgang, men er det en udvikling, som giver højere kvalitet i børnenes kulturelle oplevelser? Og er det en udvikling, som får dem til at føle, at de hører til i det samfund, de voksne har skabt? Er det det bedste for børnene, at de mere og mere bliver fjernet fra fælles oplevelser med deres voksne eller med andre børn i alle aldre? Er det det bedste for børnene ikke længere at være en del af de voksnes liv, men fanget i en kunstig verden, pålagt dem af samfundets markeds­mekanismer? Det synes jeg ikke. Det er en fattigdom, forklædt som overskud. Og hvad med de voksne? Sikke en ensomhed, hvis der er længe imellem, at de kan dele øjeblikke af sjælelig intimitet med deres børn.

 

Barndommens myte

Børnene skal være den levende inkarnation af lykken. Surmulende og forvirrede børn passer ikke til myten og bliver samlet i en problemgruppe. Det er blevet forældrenes opgave at give deres børn en barndom, som giver lykkelige minder (børnefødselsdage, leg og underholdning). Forældrene selv har behov for barndommens myte. I et samfund, hvor størstedelen af individerne ikke har mulighed for at leve et berigende liv, er det vanskeligt at fjerne illusioner, som postulerer, at vi alle har haft en lykkelig periode af vores liv, hvor vi var fri for pligter og bekymringer. Alle voksne ønsker at se på barndommen som realiseringen af den drøm, de har indeni. Man lærer børnene at ligne små uskyldige engle, man beskytter dem og taler ikke om alvorlige ting, når de er til stede (de er for små til at forstå). Man gør alt, hvad man kan for, at de ikke skal kede sig, ikke skal deltage i den trivielle dagligdag, ikke påtage sig ansvar for familien eller bruge fysiske eller intellektuelle kræfter på opgaver, der udfordrer dem - med det resultat, at de f.eks. ingen erfaringer får med kunst.

 

Jeg har tilladt mig i det ovenstående, hurtigt og ikke særlig nuanceret, at resumere denne transformation i vores verden, for at kunne tage stilling til det, vi har mistet, og hvad vi burde passe på ikke at miste. Menneskelig dannelse kan forklares ud fra en menneskeopfattelse. Men hvilken menneskelighed snakker vi om? Mange kloge folk har sagt, at menneskeheden har mistet sig selv, at alt skal bygges op på ny, og at det er nødvendigt at protestere mod en menneskelighed, der, med ønsket om overlevelse, har viet sit liv til produktion af forbrugsgoder. Man skal ikke fornægte arbejdets nødvendighed, men man må dertil lægge kunstens varige gyldighed eller betydning. Kunsten bidrager til diskussionen om vores menneskelighed og får os til at reagere, gendigte, genskabe og modnes. At modnes vil sige at udvikle sig selv ved en bevidsthedsudvidelse, en indre proces i modsætning til læring, som består i at separere sig fra det indre. Modning/dannelse er at forholde sig kritisk til det lærte. Det er afgørende i dag at insistere på komplementaritet mellem undervisning og dannelse, især når det drejer sig om små børn. En dannelse for børn kunne f.eks. være at åbne børnenes verden for moderne, klassisk, jazz- og verdensmusik eller at læse og skrive digte, male og iagttage malerier af store kunstnere, danse, gå i teatret eller gå på opdagelse i naturen. Lade kunstværkerne ændre vores visioner af verden, åbne vores sanser, udvikle vores kritiske sans, væve forbindelserne til vores verden. De voksne bør kunne dele glæden ved oplevelsen af et kunstværk med deres børn og skabe en helt anden dialog med børnene end blot at videregive lærdom eller viden. En poetisk og forunderlig dialog. Men mere og mere har de voksne ikke tid til at undre sig, da de er fanget i en arbejdets cyklus, som medfører, at de overlader deres børn til underholdning eller distraktion. De voksne har måske glemt, hvad de savner, dybt inde i dem selv.

 

Hvad er kunst?

Et kunstværk vækker i mig en længsel efter at være et andet sted eller efter noget andet, eller det vækker blot en stræben. Jeg bliver mindet om, at mit liv ikke bare er min hverdag. Den del af mig, der kommer i kontakt med et kunstværk er forbundet med barnet i mig. Barnet i mig har ikke rigtig plads i mit liv som voksen, men det vågner op i perioder, hvor jeg er kreativ eller i et intimt forhold eller i kontakt med et kunstværk. Når barnet i mig overtager magten, stopper det uafbrudte flow af tanker, der strømmer igennem min bevidsthed og mine kropslige sanser aktiveres. Jeg mærker derved verden med en voldsom klarhed, som dengang jeg opdagede verden som barn og oplevede de første chok. Den første gang jeg så havet, - smagte chokolade, - duftede til en rose… Kunstoplevelsen er for mig intensiteten i den rene søgen, vi kender fra de første oplevelser af verden.

At være konfronteret med kunst bringer mig tilbage til mig selv. Jeg kan i dette korte uforudsigelige øjeblik være udødelig, barn, voksen og gammel på en gang. Tiden har ingen indflydelse mere og kunstværket giver mig en oplevelse af evigheden og giver adgang til en åbning i mig, hvor de eksistentielle spørgsmål trænger sig på. Denne følelse varer ikke mere end nogle sekunder. Så forsvinder den, og tiden går i gang igen og jeg ligeledes. 

De fleste kunstnere forsøger, uden grænser og i alle slags former, at kanalisere denne energi ind i deres kunstværker. Ethvert individ har sit sprog og alle disse forskellige sprog forsøger at konkretisere livets mysterium for at give os øjeblikke af metafysisk klarsyn. 

En sådan kunstnerisk oplevelse giver os mulighed for at forsone os med verden, at være en del af den i stedet for at observere, overvinde eller kontrollere den. Ved at vække barnet i os, læger kunsten vores sår og skuffelser. Den giver os lyst til at leve.

 

De kulturelle og politiske strukturers modstand

I mange år har jeg naivt troet på, at det var indlysende, at muren imellem generationerne, der findes på alle områder i vores samfundskonstruktion, kunne nedbrydes i kunstens verden.

Nu ved jeg, at det er en næsten umulig tanke! Det er så provokerende og farligt, at det endda ikke er muligt at skabe debat. Jeg troede, at mit samarbejde med Det Kongelige Teater, med forestillingen ”På den anden side”, endelig ville åbne døren til medierne. Jeg troede, at det ville blive introduceret, beskrevet, analyseret, hvad det betyder, at flere generationer deler en kunstnerisk oplevelse. Hverken TV eller radio viste interesse, aviserne (undtagen Berlingske Tidende) takkede nej til interviews eller foromtaler, og anmelderne (på nær Børsens og Politikens anmelder) holdt fast i deres fordomme og så forestillingen med børne- eller familieteateranmelderens øjne. Derfra kunne de ikke åbne sig til alle de forskellige lag, som forestillingen rummede, og ville i stedet gerne fjerne alt, der ikke var barnligt og reducere forestillingen til en sikker, hyggelig oplevelse! I modsætning hertil glædede jeg mig over den klukken, hvisken og stilhed, der spredte sig blandt publikum. Det der rørte mig, var alle de tilbagemeldinger fra mennesker i alle aldre, der beskrev hvor rørte og glade, de blev på én gang. Det der glædede mig var at se, hvor meget de medvirkende elskede, hvad de havde imellem hænderne, og hvordan de passede på det materiale. Det der glædede mig var at se Det Kongelige Teaters ledelses stolthed over at kunne præsentere sådan en forestilling i deres regi.

 

Hvorfor er kulturformidlerne ikke nysgerrige nok efter at undersøge det generations-nedbrydende teater og formidle det videre til deres læsere? Jeg er efterhånden tilbøjelig til at tro, at det er fordi, det forudsætter så dyb en ændring i vores samfundsbevidsthed, at det er bedre ikke at beskæftige sig med det.

Hvad vil der ske, hvis man tog børnene meget mere alvorligt, end vi gør i dag? Hele uddannelsessystemet skulle i så fald revideres. Hvad ville der ske, hvis de voksne stadig var i kontakt med deres indre stemme og det legende barn i sig selv? De ville have svært ved at underordne sig stupide samfundsstrukturer. Borgene ville være meget selvstændigt tænkende, og de ville ikke finde sig i politiske og økonomiske manipulationer.

Kunsten skulle hjælpe borgerne med at holde sig vågne og levende for at tage vare på de mest essentielle humanistiske værdier og for at minde os om det fantastiske mirakel, det er at være levende.

Desværre er der mere og mere plads til underholdning i ordets præcise betydning: at ”holde under”, gøre os til passive, uengagerede, uansvarlige mennesker, der helst vil glemme, hvor besværligt det er at leve. 

 

Børnene kan mere end de voksne tror

Den mest almindelige reaktion, vi oplever fra en voksenpublikum, er: ”Sikke en fantastisk oplevelse, men det er desværre ikke for børn”. De har den reaktion, fordi de ikke kan befri sig fra deres fordomme om, at det, der er for børn, selvfølgelig skal være barnligt. 

For mere end 20 år siden instruerede jeg en forestilling for alle fra tre år og opefter, inspireret af Haikudigtene, hvor 53 digte blev oversat til et visuelt og kropslig udtryk. Det var rørende at spille forestillingen for de helt små. De var så tæt på poesiens sprog, at de ofte sagde, hvad der skulle ske, lige før det skete. De jublede, mens de oplevede en kompleks, abstrakt og dybt filosofisk forestilling. Børn oplever igennem deres hud, mens de voksnes oplevelse ofte skal igennem deres forståelsesapparat, hvilket tit er en stor forhindring. Men miraklet er, at børnene og de voksne påvirker hinanden, hvis de er fælles om oplevelsen. Børnene er opmærksomme og nysgerrige over for noget, de ikke har en chance for at forstå, da det kræver en meget større livserfaring, end de besidder, og de voksne genopdager deres umiddelbare kropslige intelligens: Sansernes intelligens. Når de to intelligenser befrugter hinanden, sker der et mirakel, hjerterne åbner sig, og der flyder en meget speciel energi i rummet. En energi med samme kvalitet, som den der er imellem elskende. Men her er det mere universelt, en kærlighed til selve Livet. Det kan lyde rørstrømsk eller sentimentalt. Det er det ikke.

Siden min oplevelse i Sydindien for 37 år siden, har jeg været fuldstændig dedikeret til at udvikle dette sceniske sprog.

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now