Det Kongelige Teater, 2015
'Horisonten er både meget smuk og ørkeløs forestilling der blander dans, skuespil, sang og musik med lys og lyd under udnyttelse af Skuespilhusets flotte tekniske muligheder. Paradisiske omgivelser vokser frem, skygger spiller med, tidslavinen når kanten og brækker af, ytringer forsøges, tanker forvirres-livet er en lang impulsiv bevægelse ud over vor fatteevne. Lykkelig den der oplever smukke øjeblikke. Forestillingen appellerer nok først og fremmest til en søgende nutids publikum. Den kræver medspil fra tilskuerrækkerne.'
Knud Cornelius. Sjællandske
'Det er storevidder, Det Kongelig Teater for en gangs skyld vover sig ud på. Noget så sjældent som et samspil mellem skuespil, opera og ballet. Man mærker fra først til sidst, ai det er mennesker, som er verdens byggesten. Menneskeligheden er forestillingens styrke. Man kan næsten ikke glo sig mæt på dem, som de stå her 22 styk på en lang række og taler direkte til os-unge og gamle, store og små…..svært ikke at blive grebet af den visuelle poesi og menneskesans, som Catherine Poher i flere omgange er blevet Reumert belønnet for….forestillingen bære på godt og ondt præg af at være et kollektiv samarbejdsprojekt, hvor alle har bidraget og improviseret sig frem……Forestillingen lyser af mod, og det er en mangelvare i dansk teater.'
Monna Dithmer. Politiken
'Catherine Poher har i hvert fald et udgangspunkt med ”Horisonten” der burde få koldsveden til at springe på de fleste pander. Men missionen lykkes nu i hovedparten af forestillingen. De tre kunstarter er samlet i et kunstnerisk univers og udtryk, der ikke hører til klassisk kongelig teater. De er ligestillede og alle har deres øjeblikke af skønhed. Essensen af forestillingen er at være til og alle de måde vi er på….hundrede minutter, der rummer stor skønhed, men også gentagelser og tomgang, inden vi slutter med så langt til horisonten, som man kan få det i skuespilhuset: en helt åben bagscene, og med forestillingens ældste og yngste siddende alene tilbage foran på scenen. Fortiden og fremtiden sammen i nuet.'
Rikke Rottensten. Berlingske
